Kære venner og samarbejdspartnere

Så er det atter tid til lidt nyt fra madfinkerne på Nørrebro. I månedens nyhedsbrev beskæftiger Marie og jeg os med noget af det, vi holder mest af, nemlig søde sager, men du må scrolle længere ned i mailen, for at se hvilke :-)

Udover at fylde os med sødt og godt, har vi travlt med henholdsvis at fotografere og redigere Claus Meyers næste kogebog, som kommer i boghandelen til sommer. Og i kan godt glæde jer, for den bliver dæleme fin! Det er et super team, Lindhardt og Ringhof har samlet. Forlaget har heldigvis allerede planer om en bog mere, så vi glæder os bare til at arbejde endnu mere sammen.

Nok om det. Nu skal du læne dig tilbage, og se hvad Maria P og Marie H ellers bruger tiden på. Vi håber det kan inspirere/fornøje/bringe mundvandet frem.

Kærlig hilsen
Maria P

Madbrev Vol 'Op på lakridserne'

HVEM Johan Bülow aka Lakridsfyren er af bornholmsk iværksætterblod, så i en alder af bare 25 år er han ejer af eget mikro-lakridskogeri og opfinder af Danmarks første gourmet-lakridser.

HVAD Fra det velduftende kogeri i Tåstrup producerer Johan og barndomsvennerne Mads og Kim deres små sorte vidundere baseret på bornholmsk rapsolie, persisk rålakrids, rørsukker, rismel og en hel masse lakrids-kærlighed. Maskinerne har Johan selv været med til at udvikle, for på et tidspunkt måtte der større portioner til, end han kunne koge hjemme i køkkenet i Svaneke, hvor lakrids-eventyret startede. ”Vi blev smadret af efterspørgsel”, som Johan siger. To år og tusindvis af arbejdstimer senere, kan de unge gutter prale af 180 forhandlere, blandt andet Meyers Deli, Riccos, Louisiana, Arken og Tivoli, og et lakridssortiment som tæller glas med sødt, salt og stærkt. For ikke at tale om de lidt hemmelige stænger, som startede det hele, og som bliver revet væk fra butikken i Svaneke så hurtigt, at de aldrig når fastlandet! Prøv kult-stængerne, næste gang du skal et smut til solskinsøen (vi kan anbefale dem med ingefær – de er vanedannende gode).

HVORFOR Lakrids er det mest spiste slik i Danmark, og livet er bare for kort til piratos og salte fisk! Vi vil have rene, velsmagende varer, også når det gælder søde sager. Faktisk er Johans lakridser noget af det eneste danske slik, man kan være bekendt at byde sine unger. Og sine gæster faktisk. Hvis man altså gider at dele dem med nogen...


Johans lakrids-parfait (4 pers.)

20 g lakridspulver
10 g salmiakpulver
1 dl vand
1 dl pasteuriserede æggeblommer
75 g sukker
6 dl piskefløde

Kom lakrids- og salmiakpulver i en lille gryde med vandet, kog det op, og stil det til afkøling.

Pisk æggeblommerne hvide med sukkeret, og pisk fløden til let skum. Fold forsigtigt æggesnaps og flødeskum sammen, og vend til sidst også lakridsvandet i cremen. Hæld cremen i en passende form, og stil den i fryseren i et døgn.

Tag parfaiten ud af fryseren 5-10 minutter før fortæring, og giv den evt. en streg lakridssirup og lidt flødeskum.

P.S. Du kan købe lakridssirup og lakrids- og salmiakpulver fra Johan Bülow. Find en forhandler eller bestil via hjemmesiden www.lakrids.nu (som forhåbentlig er oppe at køre i læsende stund). www.specialkoebmanden.dk er også leveringdygtig i diverse lakridspulvere.

KONTAKT
Marie Holm • 20 92 52 33 • marie.madskriv@gmail.com
Maria P • 26 22 16 13 • www.maria-p.dkmail@maria-p.dk